Vi ved det måske allerede, sådan med os selv. Vores tanker kredser omkring det og vi mærker måske også at vi indimellem følers os alt for pressede imellem arbejdsopgaver og privatlivet.

 

Det er desværre en tendens, som gør os syge, hvis vi ikke gør noget anderledes i vores liv og på arbejdspladserne.

 

Mening med livet og arbejdet må være at vi kan leve livet og være glade for at have et arbejde og gøre noget, der er lystgivende og fyldt med rette udfordringer.

 

Seneste artikel udgivet af kristelig dagblad – peger på en alt for stor gruppe på 24,2 % af unge mellem 16 -24 har høj grad af stress, undersøgelsen er fra statens institut for folkesundhed.
Vi ved at når vi har været i et højt stressniveau, så kender vores nervesystem tilstanden og den vil have tendens til at komme i høj stress igen. Det er bekymrende og ikke hensigtsmæssigt at vi udfordre mennesker på det niveau og at kulturen bejler for så høje kompleksitetsniveauer i uddannelsessystemet, som den gør.

 

 

En ung hjerne har brug for støtte og rammesætning – og det er lige netop ikke det der er tilfældet i vores ungdomsuddannelsessystem. Det er båret af diffuse rammer og uigennemsigtige valg med uoverskuelige konsekvenser til følge for den enkelte unge.

Det må kunne gøres bedre…

 

 

Det har betydning for vores arbejdskultur om vores unge bliver dannede til at kende menneskelig begrænsning og kende sine egne muligheder og ressourcer. Det kræver en balanceret træning og udvikling igennem ungdomsårene til voksenlivet.

Rammerne for menneskelig udvikling bør have et kodeks omkring; normalitet og balance imellem ressourcer og kompetenceudvikling. Svend Brinkman, prof. Aalborg universitet, taler om at vi har fået en diagnosekultur og vores samfund kan betegnes som depressionens æra.

 

Som Relationel Traumeterapeut, vil jeg kalde det, som Svend Brinkman kalder depressionens æra, kollapsets æra. Det er ganske naturligt! Vores nervesystem kan ikke strækkes i en uendelighed. Industrialiseringens og neoliberaliseringens tankegang, der handler om storproduktion, optimering og vækst har glemt, at der er mennesker involveret og ikke maskiner. Menneskers effektivitet indbefatter forskellige energiniveauer, høj og lav intensitet også benævnt, som hurtig og langsom energi. Vi har ikke ubegrænsede ressourcer til at bevæge os derudad.

 

 

Menneskelige ressourcer, energitilførsel bevæger sig som en lemniskat. For at kunne bevæge os fremad må vi bevæge os tilbage, eller for at bevæge sig op i høj intensitet må vi bevæge os ned i lav intensitet. Det er ganske naturligt, og behøver ikke at være farligt sådan som Brinkman benævner som en depressions diagnose. Depression er mange ting først og fremmest en psykiatrisk diagnose.

Det vi skal gøre noget ved er at stoppe diagnostiseringer og se på tilstande, som tilstande uden at give dem værdi. Det kan være svært for nogen – men det er hjælpsomt for den der har tilstanden, at vi ikke skaber polariseringer og diagnostiserer og på den måde netop stigmatiserer hinanden.

Stress er såmænd blot et fysisk og mentalt forsvar, egentlig er det ganske sundt, at det sker så vi ikke ender som Zombier, der helt forsvinder fra vores selv.

 

Vil du læse artiklen jeg refererer til?

Er det din egen skyld, at du bliver ramt af stress?

 

Vil se flere af mine blogindlæg?